Bjerglandsområde (omkring 300 km2) i den sydlige del af Žumberak-bjergene. Navnet stammer fra den gamle by Žumberak, som nedbrændte i 1793, og hvorfra der stadig er ruiner. Det er et meget karakteristisk område med huler, skrænter og underjordiske floder, med bøgeskov og kastanjeskov. Hovederhvervet er landbrug, vindyrkning og kvægavl. De små landsbyer ligger spredt, mens de større - Budinjak, Stojdraga, Gornja Vas, Oštrc, Sošice - ligger ved hovedvejen. De fleste landsbyer ligger 400 m over havet. Området har været beboet i forhistorisk tid og i den romerske periode, og siden kroaterne kom til disse områder, har Žumberak og Bela krajina (i det 7.-8. årh.) været en del af Kroatien, underlagt det nyoprettede bispedømme i Zagreb (1094). I begyndelsen af det 14. århundrede kom kirkemyndighederne under Aquileia patriarkatet, hvilket forårsagede langvarige stridigheder mellem bispedømmet i Zagreb og Aquileia patriarkatet, og først i 1784 kom en del af Žumberak under Zagrebs bispedømme. Žumberak-bjerg-området blev i anden halvdel af det 15. århundrede næsten udryddet af tyrkerne, og derfor var Žumberak allerede i begyndelsen af det 16. århundrede næsten uden indbyggere. Det habsburgske herredømme besluttede derfor, at bebo sine ubeboede godser med grupper af Uskoci (), som af religion var katolikker og ortodokse - de første grupper ankom i 1530. De sidste blev så i det 17. århundrede græskkatolske. Žumberak militærdistriktet blev i 1578 underlagt Slunj distriktet og dermed knyttet til Vojna krajina. Og efter den ny genforening med det borgerlige Kroatien i 1881, blev Žumberak et amt i Zagreb-regionen, med hovedsæde i Kostanjevac. Under barokken blev de ældre kirker bygget om, og kun få spor er bevarede fra de tidligere perioder, f.eks. beholdt kirkerne i Kalje og Žumberak elementer af gotisk byggestil. Kun i Žumberak bor der græskkatolikker som en samlet enhed. Det ældste græskkatolske sogn Sv. Nikola blev stiftet i Badovinci i 1620, med tilhørende kapeller i Sošice, Kašt og Radatović. Kirken Sv. Petar og Pavao i Sošice blev bygget i 1756. Žumberak bjergene er et grænsebjergområde mellem Kroatien og Slovenien, med turistisk, men først og fremmest alpin betydning for begge lande. En mindre del af dette bjergområde, Samoborsko gorje med den højeste top Japetić på 880 m bliver ofte specielt nævnt, fordi dette område i over hundrede år har været et sted, som besøges af bjergbestigere og folk på udflugt. Mange markerede veje og stier, f.eks. Karlovačka planinarska transverzala, de flotte områder med vandfaldet Sopote, 60 m, floden Kupčina, åen Slapnica, øko-landsbyen Kravljak, og Bioparken Gabrovica), de små landsbyer og de gamle bygningsværker er ofte målet for et besøg til disse områder.
At komme op på den højeste top Sveta Gera (1178 m) har mest en symbolsk betydning. På Žumberak bjerget ligger nogle oprindelige bosteder, som turisterne gerne opsøger. Bostederne Sošice, Oštrc, Tomaševci, Kalje, Stojdraga og andre på den kroatiske side, og mange andre på den slovenske side, er forbundet med veje til de større centre – Samobor, Bregana, Jastrebarsko, Oyalj osv. Rester af gamle feudalslotte i nærheden af bostedet Stari Grad (Kekići) samt bopladsen ved Tomaševci, vidner om en lang beboelsestradition i dette område, men samtidig også om en kontinuerlig men forholdsvis spredt bebyggelse. Nogle romerskkatolske og græskkatolske hellige steder - især kirker - er velbesøgte, da de er meget smukke og særprægede.
Klatreture, spadsereture, jagt og fiskeri, er de vigtigste sports-rekreative aktiviteter på Žumberak bjerget.
De traditionelle, lokale madspecialiteter, jagt- og fiskespecialiteter sammen med Plešivica vin er oplagte tilbud fra dette område.